Hvis ikke du er den store læser (som mig), så kan du lytte til indlægget herunder:
Spoiler: Ja... men heller ikke helt.
Der er en helt særlig følelse, når man kommer hjem med en pose, man har glædet sig til. Man lægger den på sengen. Pakker den langsomt ud. Prøver den på foran spejlet.
Og i fem minutter føles det næsten som om, man er blevet en ny version af sig selv. Lidt højere. Lidt sejere. Lidt mere "jeg har styr på mit liv", end man måske havde for ti minutter siden.
Og ved du hvad? Det synes jeg faktisk ikke, vi skal have dårlig samvittighed over.
For nej. Du kan ikke købe et nyt liv. Du kan ikke købe lykke. Og du kan heller ikke købe en personlighed.
Men...
Du kan godt købe noget, der minder dig om den, du allerede er.
Jeg har aldrig forstået, hvorfor mode nogle gange bliver gjort så overfladisk. For mig har tøj aldrig bare været tøj. Det er den prikkede trøje, der får mig til at række hånden op til mødet. Det er den kjole, jeg tager på, når jeg har brug for at minde mig selv om, at jeg godt må fylde lidt. Det er de store solbriller, der får mig til at føle mig en lille smule uovervindelig, selv på en mandag morgen.
Er det bare stof? Ja. Er det også en følelse? Helt sikkert.
Jeg tror faktisk, vi alle har et "power outfit". Du ved præcis hvilket. Det outfit, du automatisk tager på, når du skal til jobsamtale. På første date. Til fødselsdag.
Eller de dage, hvor du bare har brug for at føle dig lidt ekstra meget som dig selv. Det er nok ikke tilfældigt. Tøj kan ikke ændre, hvem du er. Men det kan godt ændre, hvordan du går ind i et rum. Og nogle gange er det hele forskellen.
Men her er min teori.
Selvtillid kommer ikke af at eje flere ting. Den kommer af at eje ting, der føles som DIG. Der er en kæmpe forskel. Vi lever i en tid, hvor vi bliver fortalt, hvad vi skal købe, have på og være. Og pludselig står vi med et skab fyldt med ting... uden rigtigt at kunne kende os selv i det.
Måske er selvtillid ikke at følge alle trends. Måske er selvtillid at tage den lyserøde cardigan på, selvom alle andre har grå på. At gå med de store øreringe. At vælge glimmer. At købe den taske, du blev glad af ved første blik – ikke den, algoritmen fortalte dig, du burde ønske dig.
Jeg tror, vi glemmer én ting. Det handler ikke om at imponere andre. Det handler om den lille følelse, du får, når du går forbi et butiksvindue, ser dit spejlbillede og tænker: "Ej... jeg føler mig faktisk ret godt tilpas i dag."
Det øjeblik er ikke for Instagram. Det er for dig. Og måske er det dét, mode kan, når det er allerbedst. Ikke få dig til at ligne en anden. Men minde dig om den, du allerede er.
Og så kom jeg til at tænke på... Måske handler selvtillid om at vælge de ting, der får dig til at gå lidt langsommere forbi dit eget spejlbillede. Ikke fordi du håber, andre lægger mærke til dig. Men fordi du gør!
Du køber ikke tøjet, du køber den følelse du får når du tager det på.
Kan man købe sig til selvtillid?
Spoiler: Ja... men heller ikke helt.
Der er en helt særlig følelse, når man kommer hjem med en pose, man har glædet sig til. Man lægger den på sengen. Pakker den langsomt ud. Prøver den på foran spejlet.
Og i fem minutter føles det næsten som om, man er blevet en ny version af sig selv. Lidt højere. Lidt sejere. Lidt mere "jeg har styr på mit liv", end man måske havde for ti minutter siden.
Og ved du hvad? Det synes jeg faktisk ikke, vi skal have dårlig samvittighed over.
For nej. Du kan ikke købe et nyt liv. Du kan ikke købe lykke. Og du kan heller ikke købe en personlighed.
Men...
Du kan godt købe noget, der minder dig om den, du allerede er.
Jeg har aldrig forstået, hvorfor mode nogle gange bliver gjort så overfladisk. For mig har tøj aldrig bare været tøj. Det er den prikkede trøje, der får mig til at række hånden op til mødet. Det er den kjole, jeg tager på, når jeg har brug for at minde mig selv om, at jeg godt må fylde lidt. Det er de store solbriller, der får mig til at føle mig en lille smule uovervindelig, selv på en mandag morgen.
Er det bare stof? Ja. Er det også en følelse? Helt sikkert.
Jeg tror faktisk, vi alle har et "power outfit". Du ved præcis hvilket. Det outfit, du automatisk tager på, når du skal til jobsamtale. På første date. Til fødselsdag.
Eller de dage, hvor du bare har brug for at føle dig lidt ekstra meget som dig selv. Det er nok ikke tilfældigt. Tøj kan ikke ændre, hvem du er. Men det kan godt ændre, hvordan du går ind i et rum. Og nogle gange er det hele forskellen.
Men her er min teori.
Selvtillid kommer ikke af at eje flere ting. Den kommer af at eje ting, der føles som DIG. Der er en kæmpe forskel. Vi lever i en tid, hvor vi bliver fortalt, hvad vi skal købe, have på og være. Og pludselig står vi med et skab fyldt med ting... uden rigtigt at kunne kende os selv i det.
Måske er selvtillid ikke at følge alle trends. Måske er selvtillid at tage den lyserøde cardigan på, selvom alle andre har grå på. At gå med de store øreringe. At vælge glimmer. At købe den taske, du blev glad af ved første blik – ikke den, algoritmen fortalte dig, du burde ønske dig.
Jeg tror, vi glemmer én ting. Det handler ikke om at imponere andre. Det handler om den lille følelse, du får, når du går forbi et butiksvindue, ser dit spejlbillede og tænker: "Ej... jeg føler mig faktisk ret godt tilpas i dag."
Det øjeblik er ikke for Instagram. Det er for dig. Og måske er det dét, mode kan, når det er allerbedst. Ikke få dig til at ligne en anden. Men minde dig om den, du allerede er.
Og så kom jeg til at tænke på... Måske handler selvtillid om at vælge de ting, der får dig til at gå lidt langsommere forbi dit eget spejlbillede. Ikke fordi du håber, andre lægger mærke til dig. Men fordi du gør!
Du køber ikke tøjet, du køber den følelse du får når du tager det på.