Hvis ikke du er den store læser (som mig), så kan du lytte til indlægget herunder:
Jeg har tænkt over noget. Jeg tror faktisk, jeg har brugt rigtig mange vintre på at vente. Vente på varmere dage. Vente på lysere aftener. Vente på sommerkjoler, bare ben og spontane planer. Vente på den version af mig selv, som åbenbart først eksisterer, når temperaturen rammer 22 grader. Men det er jeg stoppet med de sidste par år.
Fordi det var som om livet om vinteren bare var en lille pause, indtil sommeren startede. Og misforstå mig ikke. Jeg elsker sommer. Jeg elsker de lange aftener, hvor man glemmer klokken. Jeg elsker følelsen af at gå hjem uden jakke. Jeg elsker mennesker i parker, iskaffe i solen og den første dag, hvor man tænker: "Okay. Nu er den her." Men jeg tror også, jeg har været lidt skyldig i at give sommeren et umuligt job.
At gøre den ansvarlig for alt. Min energi. Mit humør. Mine minder. Mit liv. Hele vinteren bygger vi den op. "Til sommer skal jeg..." Jeg skal sige mere ja. Jeg skal lave flere planer. Jeg skal være mere spontan. Jeg skal være mere social. Jeg skal være den bedste version af mig selv. Og så kommer sommeren. Og ved du hvad?
Man er stadig bare sig selv. Bare med lidt mere sol. Der er stadig dage, hvor man er træt. Dage, hvor man ikke har planer. Dage, hvor man scroller og tænker, at alle andre ser ud til at have den sommer, man selv forestillede sig. Og måske er det dér, skuffelsen kommer fra. Ikke fordi sommeren ikke er god. Men fordi vi forventede, at den skulle være magisk hele tiden.
Jeg tror faktisk, jeg er begyndt bedre at kunne lide sommeren, efter jeg stoppede med at vente på den. Efter jeg stoppede med at lægge hele mit liv over i tre måneder. For januar må også godt være hyggelig. En almindelig onsdag i marts må også gerne være fin. En regnvejrsdag i oktober kan også blive en af dem, man husker. Vi kan ikke gemme hele vores glæde til én årstid. Det er lidt for meget pres at lægge på sommeren.
Måske handler det ikke om at glæde sig mindre. Måske handler det bare om at leve lidt mere imens. At købe blomster om vinteren. Tage det outfit på, du glæder dig til. Lave hyggelige planer på en helt almindelig tirsdag. Ikke vente på, at solen giver dig lov.
For måske var sommeren aldrig meningen med det hele. Måske er den bare en virkelig dejlig del af det. Og måske bliver sommeren faktisk allerbedst, når vi stopper med at kræve, at den skal ændre alt.
Stop med at vent på noget som er usikkert, og start med at leve og accepter nuet.
Jeg er stoppet med at vente på sommeren...
Jeg har tænkt over noget. Jeg tror faktisk, jeg har brugt rigtig mange vintre på at vente. Vente på varmere dage. Vente på lysere aftener. Vente på sommerkjoler, bare ben og spontane planer. Vente på den version af mig selv, som åbenbart først eksisterer, når temperaturen rammer 22 grader. Men det er jeg stoppet med de sidste par år.
Fordi det var som om livet om vinteren bare var en lille pause, indtil sommeren startede. Og misforstå mig ikke. Jeg elsker sommer. Jeg elsker de lange aftener, hvor man glemmer klokken. Jeg elsker følelsen af at gå hjem uden jakke. Jeg elsker mennesker i parker, iskaffe i solen og den første dag, hvor man tænker: "Okay. Nu er den her." Men jeg tror også, jeg har været lidt skyldig i at give sommeren et umuligt job.
At gøre den ansvarlig for alt. Min energi. Mit humør. Mine minder. Mit liv. Hele vinteren bygger vi den op. "Til sommer skal jeg..." Jeg skal sige mere ja. Jeg skal lave flere planer. Jeg skal være mere spontan. Jeg skal være mere social. Jeg skal være den bedste version af mig selv. Og så kommer sommeren. Og ved du hvad?
Man er stadig bare sig selv. Bare med lidt mere sol. Der er stadig dage, hvor man er træt. Dage, hvor man ikke har planer. Dage, hvor man scroller og tænker, at alle andre ser ud til at have den sommer, man selv forestillede sig. Og måske er det dér, skuffelsen kommer fra. Ikke fordi sommeren ikke er god. Men fordi vi forventede, at den skulle være magisk hele tiden.
Jeg tror faktisk, jeg er begyndt bedre at kunne lide sommeren, efter jeg stoppede med at vente på den. Efter jeg stoppede med at lægge hele mit liv over i tre måneder. For januar må også godt være hyggelig. En almindelig onsdag i marts må også gerne være fin. En regnvejrsdag i oktober kan også blive en af dem, man husker. Vi kan ikke gemme hele vores glæde til én årstid. Det er lidt for meget pres at lægge på sommeren.
Måske handler det ikke om at glæde sig mindre. Måske handler det bare om at leve lidt mere imens. At købe blomster om vinteren. Tage det outfit på, du glæder dig til. Lave hyggelige planer på en helt almindelig tirsdag. Ikke vente på, at solen giver dig lov.
For måske var sommeren aldrig meningen med det hele. Måske er den bare en virkelig dejlig del af det. Og måske bliver sommeren faktisk allerbedst, når vi stopper med at kræve, at den skal ændre alt.
Stop med at vent på noget som er usikkert, og start med at leve og accepter nuet.